GRÆNSELANDET af Andreas Munk
Grænselandet er en poetisk fortælling om at fare vild i sit liv - og måske finde vejen igen.
Tobias kan ikke finde sig selv. Tobias er færdig med gymnasiet; Tobias er færdig med sin fordrukne mor, sin patetiske far, færdig med Danmark, der har bokset ham inde. Da bedstevennen Thor og Mira, Thors kæreste og nogen gange objekt for Tobias teenagebegær, lokker ham med på et roadtrip til Marokko, lyder det derfor som udvejen. Men udvej bliver til afvej, og turen kører helt af sporet, da det går op for Tobias, at Thor og Mira har tænkt sig at udnytte ham til at smugle hash. Tobias stikker af til Portugal og møder Claudia. Claudia er en skumfødt gudinde, der stiger op ad Portugals vande, brændende og solbrændt af den portugisiske sol. Men Thors ankomst til Paradis ødelægger alt.
Syv år senere er Tobias på vej hjem til Danmark. Udlængslen er ikke blevet mindre. Men Tobias er blevet voksen. Og det er på tide at se de hjemlige dæmoner i øjnene.
Grænselandet er en rejseroman om Tobias, en arbejderklassedreng med et forvrænget forhold til sin baggrund og en indre, ulmende vrede overfor både sig selv og det samfund, han opfatter som fremmedgørende og ødelæggende. Hans destruktive forhold til forældrene, had/kærlighedsforholdet til bedstevennen Thor - et menneske, han både foragter og ønsker at efterligne - og hans passivitet i forhold til hans eget liv, gør ham på én gang letgenkendelig, identificerbar, selvom det menneske, han repræsenterer, på mange måder frastøder. Tobias frastøder sig selv, for han kan ikke genkende sig selv i de spejlbilleder, omgivelsen stiller op for ham. Der er sex, men sjældent intimitet. Kropslig kontakt, men Gud udebliver. Tobias er en moderne pilgrim på vandring efter selvet.
Andreas Munk har gjort en roman af staccato rytmer, af brudstykker af vold og poesi. Romanen rejser op og ned igennem tiden, argumenterer med sig selv og finder helheden i det brudte. Der limes en fortælling sammen på tværs af Tobias' 27 år; en pilgrimsvandring, der i Munks hænder drager paralleller af Tobias' rejse ud i den store, vide verden. Andreas Munk kan skrive, så det gør ondt. Ordene ridser i vores overflade, kradser i halsen, men inde under ordenes hårdhed gemmer der sig noget blødt. Selv de sekundære karakterer - Thor, der tårner sig op over fortællingen som djævelen selv, Mira, der objektiviseres og forkastes, Claudia, der forsvinder ud af historien, akkurat i det øjeblik hun bliver sat i fokus - tegnes med sårbarhed og ømhed. Der er en skrøbelig lyriskhed over den måde, forfatter Andreas Munk skildrer ungdomslivet, selv når selvdestruktion overtager handlingen. På den anden side af ungdommen ligger barmhjertigheden i Grænselandet. Modet og tilgivelsen; vigtigst af alt er kærligheden. Gudskærligheden, der rækker ud over menneskers sårbarhed og deres smålighed.
Han stod stille. Så på stenene, der rullede frem og tilbage i vandkanten. Hørte lydende. Som om stenene havde møde; argumenterede for hver deres sag på kanten af havet. En latterlig tanke. Han vendte sig om.